Hvorfor er det at BIM kan effektivisere byggeriet?

13/02/2011 § 2 kommentarer

Jeg er flasket op med organisatorisk og ledelsesmæssig grundholdning , at IT, systemer, software, etc. kun skal ses som hjælpemidler for en given beslutningstagning.  Jeg har derfor også en stor forkærlighed for Leavitts diamant model.

Med det udgangspunkt kan det være svært at falde på halen af benovelse over BIM. Men ved nærmere eftertanke så behøves BIM jo ikke at være noget teknologisk (Building + Information + Model) – ret mig hvis jeg tager fejl. Grunden til at det er smart at BIM er noget IT er vel blot at der jo er uhyggeligt mange informationer i en model, og IT bliver derved en hjælp til at holde styr på dette i modellen. Nu er jeg så tilbage ved at BIM er et hjælpeværktøj.

Men det her med model tiltrækker også min opmærksomhed. Hvad er en model? Er det noget der afspejler virkeligheden? eller laver vi modeller for at få virkeligheden til at ligne modellen? Tja videnskabsteori har aldrig været min helt store kop te, og jeg mener på sin vis, at begge fremlægninger herover er korrekte. Man kan lave en model af verden, men vi laver også modeller for at forandre og innovere verden. Hvorfor er det så at en model er smart? det er vel fordi at vi i opbygningen af en model er ret systematiske, og vores model kan derfor hjælpe os med at forstå verden eller forandre verden.

Vi har nu en model med informationer om et bygværk, og skal nu til at se på hvordan en sådan kan være med til at effektivisere byggeriet. Jeg vil her sætte effektivisering lig med industrialisering (velvidende at det ikke er 100% korrekt), for industrialisering som begreb er lidt lettere at håndtere end effektivisering. Industrialisering er at producere under ordnede forhold i stor styk ved hjælp at så meget automatik og så lidt håndkraft som muligt. De fleste forbinder industrialisering med produkter, fx præfabrikerede badekabiner, etc., men en industrialisering kan lige så vel være en optimering af processer.

Det med at der skal være ordnede forhold passer jo meget godt med min snak om en systematisk model. Det med automatik og så lidt håndkraft som muligt passer meget godt med IT eller teknologi tilgangen til BIM. Så de umiddelbare konklusion er at BIM godt kan være med til at effektivisere byggeriet – hurra for det 🙂

Jeg er ikke ekspertbruger af BIM i hverdagen, så jeg kunne godt tænke mig at få en lang række indmeldinger på hvordan I kære læsere fa bloggen, ser at BIM effektivisere i form at være et godt hjælpeværktøj til at træffe beslutninger. Kom gerne med nogle gode “one liners” og ikke så lange forklaring som jeg selv bruger her :-). For selv at lægge fra land:

  • Visualiseringen af modellen kan hjælpe bygherre med at træffe valg mellem alternativer
  • Kommunikation mellem forskellige rådgivere foregår vha færre mandtimer.
  • Modellen kan være med til at genere indhold til udbudsmateriale

Og endeligt – tager jeg fejl med at BIM kan mere end blot at være et hjælpeværktøj for en beslutningstager så skyd mig ned. Sidder og har en lille tanke omkring kollisionskontrol – det er jo noget der sker automatisk….

Til sidst, en lille appetizer på et kommende indlæg som tager udgangspunkt i Leavitt, og egentlig er grunden til at jeg nævner ham i dette indlæg. For er det opgaven eller teknologien vi er ved at ændre her? – Stof til eftertanke…

mvh Søren W.

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with leavitt at René Martin Larsens blog.